Det føles som at starte forfra.
Min datters død svarer til den dag jeg opdagede at jeg var gravid.
Herefter fulgte de 3 trimestre, som har mindet om dengang hun voksede inde i mig:
Første trimester:
Lige så uventet som ulykken, er undfangelsen af min datter.
Jeg mærker følelser som overraskelse, chok, forvirring, bekymring, det hele er uvirkeligt.
Jeg er i tvivl om hvad jeg kan mærke, og om det jeg mærker er ‘normalt’. Jeg læser om andres erfaringer. Flere og flere får det at vide.
Andet trimester:
Det hele bliver mere virkeligt, men er stadig uvirkeligt.
Jeg kan mærke at hun ‘vokser’ i mig. Der er stadig plads til hende i min krop, og det kan ikke ses for alle.
Jeg forsøger at skabe en hverdag med gode betingelser og nye rutiner.
Jeg skriver noter.
Jeg har momenter hvor jeg ikke kan rumme min situation, og på andre tidspunkter kan jeg helt ‘glemme’ hende.
Tredje trimester:
Nu fylder hun så meget, at jeg ind imellem er besværet. Det ses og mærkes især blandt mine nærmeste.
Jeg har ind imellem meget energi og på andre tidspunkter er jeg ‘helt færdig’.
Jeg har mange tanker om hvordan jeg bliver som mor, og ved at der er meget, jeg først kan lære efterhånden som jeg prøver mig frem….
Hvordan oplever du din egen sorgproces?