Jeg går tur med min søn og svigerdatter, Kasper og Caroline, ved Vesterhavet sammen med deres hund Bjørn. Solen skinner og Caroline og jeg taler om tegn fra afdøde.
Så siger hun : ”Har jeg egentlig fortalt om hvad der skete den aften vi kom hjem fra sygehuset?”
Jeg svarer nej, for uanset om jeg har hørt det før, så elsker jeg at høre fortællinger igen, for jeg ved, at der er mange ting, som jeg ikke har opfattet i den første tid efter ulykken.
Vi er knap to år tilbage i tiden til den grusomme dag, hvor vi om morgenen får beskeden om at Sara er død og skal sige farvel til hende på OUH.
Hun fortæller, at den aften de kom hjem, stod de ude i haven ved siden af hinanden og var kede af det. Så kommer Bjørn hen, og har noget i munden. Det lægger han lige foran Kasper. De kigger ned og ser, at han har været henne og hente en rose. En lille en.
”Var det ikke sødt?” spørger Caroline.
Jo, det var sødt!
Jeg kan mærke mit hjerte banke hurtigere, fordi jeg bliver rørt.
Rørt over at det skete. For uanset om det var et tegn fra Sara eller ej, så gjorde det godt for dem i øjeblikket, og også for mig lang tid efter.
Sådan er det med tegnene. Jeg tillægger dem betydning, når jeg har brug for et løft, for det er dér jeg lægger mærke til dem.
Caroline har tørret rosen til evigt minde.