Jeg husker tydelig den første gang jeg skulle skrive et fødselsdagskort, hvor jeg ikke skulle skrive Caspers navn på. Det slog mig fuldstændigt ud. Det var jeg slet ikke forberedt på. At noget så simpelt som et fødselsdagskort kunne gøre mig så ked af det.
Jeg græd og jeg græd. For det var endnu en påmindelse om, at min søn ikke er her mere. Sådanne påmindelser kommer der mange af, og det er svært at forberede sig på det.
I dag tegner jeg et hjerte eller en stjerne, der hvor jeg ellers ville have skrevet Caspers navn.
Hvad gør du?