Jeg er selvstændig erhvervsdrivende, og da min søn døde, måtte jeg sygemelde mig i en periode. Jeg vidste ikke hvor længe, men jeg var klar over, at jeg ikke havde overskud til at løse andres økonomiske udfordringer i min situation.
Men efter knap 14 dage genoptog jeg arbejdet. Jeg gjorde det fordi jeg havde lyst. Jeg gjorde det fordi, det er det jeg kan gøre uden at skulle tænke for meget over det. Det ligger ligesom på rygraden. Det er mit metier.
Flere har været uforstående overfor min ”hurtige” opstart. Nogle synes ikke jeg gad sorgen tid nok. Men hvad er tid nok?
Det pudsige er, at jeg 2 måneder gør min søn døde, var til en Thomas Helmig koncert, hvor han hylder sin afdøde søn Hugo. Jeg siger til min veninde, at jeg synes det er fantastisk, at han kan stå der på scenen, hylde sin søn, være i sorgen og samtidige give os tilskuere en festlig aften. Min veninde sagde til mig (og det har jeg tænkt på mange gange siden): ”Det er jo hans arbejde, det er det han kan. Du ville gøre det, hvis det skete for dig.”
Og ja, jeg ville gøre det samme, og det har jeg gjort. Fordi det har føltes rigtigt for mig.
For mig var det vigtigt at genskabe en relativ normal hverdag igen. En hverdag med arbejde og skolegang. En hverdag med pligter, vasketøj og hundeluftning. Det har virket for mig. Jeg har også sagt til mine kunder, at arbejdet gør godt. Forstået på den måde, at det leder tankerne væk fra sorgen i en stund.
Et øjebliks normalitet.
Sorgen er individuel og hvordan vi sørger og arbejder med sorgen er også helt individuelt. For mig har det virket at lade hverdagen forblive i vanlige rammer.
Hvad har virket for dig?