Det er svært at sige, hvornår sorgen rammer en og hvordan. Nogle gange rammer sorgen midt i en arbejdsdag. Uroen breder sig i kroppen, og jeg har svært at koncentrere mig. Jeg kan gå hvileløst omkring indtil det går op for mig, at det er min sorg, der fylder.
Jeg har efterhånden accepteret, at disse øjeblikke kommer. Jeg kalder dem ”sorg stunder”. Nogle gange hjælper det mig at køre en tur på kirkegården og bare være. Andre gange har jeg behov for frisk luft og en gåtur gør mig godt.
Når disse stunder kommer, tager jeg mig tid til dem. Jeg accepterer, at de er der, og at jeg har brug for at gøre noget. Også selv om de ikke kommer belejligt.
Har du også sorg stunder?