Efter at min datter er død, har jeg fået et nyt forhold til min krop. Jeg er kommet i kontakt med en følelse, som rækker langt ud over vemod, tristhed og ked-af-det-hed, som jeg tidligere har mærket over forskellige ting.
Følelsen hedder sorg. Den har indtaget mig i forskellige faser.
I starten efter min datters død bredte sorgen sig ud i kroppen, og fyldte mig op dag for dag. Det blev tungere og tungere at være med den, og det kunne ind imellem knibe med at få luft.
Jeg forsøgte at huske mig på at trække vejret ned i maven og skabe plads.
Herefter bevægede sorgen sig lige så stille ud i alle mine årer, helt ud i spidserne. Det kan bedst beskrives som en følelse af fastlåst energi, hvor det hjalp at bevæge kroppen for at løsne op.
Idag efter 14 måneder er sorgen ved at forplante sig i mine knogler. Det skaber en følelse af stivhed og ufrihed.
Det er det, sorgen gør, når den har fat i mig:
Gør mig ufri til at leve frit.
Gør mig tung til at leve let.
Gør mig bange for fremtiden.
Hver dag er en beslutning om at gøre gode gerninger for mig selv uden om sorgen, så jeg får de åndehuller, jeg har brug for til at føle mig fri, let og optimistisk for fremtiden – trods alt.
Hvordan oplever du sorgen?