Der er forskellige måder at fastholde minder. Det kan for eksempel være i form af billeder, tegninger, smykker, dufte, ting og tøj.
Når en person dør, kan det være en udfordring at rydde og rydde ud efter personen, og dermed give slip på konkrete ting, der vækker minder.
Sådan havde jeg det med min datters bolig, hvor jeg skulle forholde mig til alle hendes ejendele.
Herunder også hendes tøj.
Vi delte nogenlunde tøjstørrelser, så en del af Saras tøj bruger jeg til hverdag. Der var dog også noget, som ikke passede til mig. Det valgte jeg alligevel at gemme, fordi netop de tøjstykker, mindede mig om hende, og det føltes forkert at give dem videre.
I to år har jeg jævnligt taget det frem, rørt ved det, duftet til det, grædt, lagt det sammen og herefter væk i et mørkt skab igen.
Indtil jeg fik en idé til hvordan jeg kan få tøjet frem i lyset!
Jeg gav en af mine sy-stærke venner frie tøjler til at omdanne Saras tøj. Hun fik lov til at klippe det op og sætte det sammen igen, og jeg ventede i tillid på at få tøjet retur genskabt til noget nyt.
I dag har jeg pyntepuder af bukser, toppe og hendes helt karakteristiske orange trøje. Jeg har en skindtaske med flere små finesser, syet ud fra en skindskjorte. Der blev også til nøgle-ringe-hjerter, hvor ringen er fra hendes yndlings-smækbukser. Der er flere ting på vej, og hvert beklædningsstykke fortæller sin egen historie, og vækker minder.
Jeg er blevet spurgt, om det er hårdt hele tiden at se på Saras tøj. Det er et godt spørgsmål. Som med så meget andet ved at have mistet et barn, så er følelserne ofte dobbelte. Jeg føler sorg over at det er hendes tøj jeg rører ved og krammer, fordi hun ikke lever mere. Samtidig føler jeg glæde over at hendes tøj er kommet frem, fordi jeg mindes og tænker på hende med kærlige tanker når jeg kigger på det.
Har du genbrugt, omdannet eller genskabt noget fra én, som du har mistet?