Når man får beskeden om at en vellidt person er død, sætter det sig i sindet, og vil formodentlig aldrig forsvinde. Vi husker hvor vi var, hvem vi var sammen med, hvornår det skete og måske knytter der sig også flere ting på. Når vi ser tilbage, kan der være noget, som vi ville ønske at vi havde gjort eller sagt anderledes.
Vi har fået et brev fra Gustav Wang, et ungt menneske i 20´erne, som beskriver det så godt. Læs med her, og hvis du efterfølgende har lyst til at dele din fortælling, er du meget velkommen til at sende den til os.
”Den 13. november 2022 skulle være en dag, jeg aldrig ville glemme – og det blev den, men aldrig som jeg havde forestillet mig. Jeg skulle konkurrere til Nordisk Mesterskab i Olympisk Vægtløftning på Island. Målet var ikke blot at deltage, men at tage titlen. Og det lykkedes!
Lige efter mit sidste løft, kort før medaljeceremonien, tjekker jeg for første gang min telefon. Allerede få minutter efter jeg havde løftet, var der en masse lykønskninger fra gode venner som havde fulgt med hjemmefra. Jeg læste en besked fra min gode veninde, som vækkede min undren: ”Hey min sejeste ven! Kan jeg få dig til at ringe, når du er færdig? Det er vigtigt (hjerte-emoji)”
Hvad mon kunne være så vigtigt, at hun havde brug for at tale med mig lige nu? Det lod sig ikke helt synke ind, før jeg blev revet ud af tankerne af en officiel stemme, der kaldte løfterne sammen. Vi blev stillet i række. Mit navn blev kaldt, og jeg gik frem for at modtage guldmedaljen. Nationalmelodien begyndte at spille, og hele publikum lyttede og sang med. Det var øjeblikket, jeg havde kæmpet og arbejdet så længe for. Det var mit øjeblik!
Efter medaljeceremonien ringede jeg hende op. Hun lykønskede mig. Men der var noget i hendes stemme, der ikke var fyldt med glæde – tværtimod. Den lød dæmpet og tung. Instinktivt trak jeg mig væk fra mængden. Jeg søgte et sted, hvor jeg kunne være alene. Det blev det nærmeste toilet. Det var dér, hun fortalte mig, at Sara, vores gode veninde, var blevet dræbt i en ulykke natten til søndag.
Stadig svedig efter at have løftet, stadig iført konkurrencetrikoten, langt væk fra mine nærmeste, skulle jeg forholde mig til nyheden om, at min veninde er død. Min krop, der for få minutter siden havde været stærk og triumferende, føltes nu som om den var ved at bryde sammen under vægten af en ubærlig nyhed.
Jeg kunne ikke forstå det. Min hjerne nægtede at bearbejde de ord, der lige var blevet sagt. De ville ikke sidde fast.
Jeg måtte væk fra toilettet. Med en dyb indånding låste jeg døren op, sænkede blikket og håbede, at ingen ville se tårerne, der faldt ned ad mine kinder. Jeg bevægede mig hurtigt væk og fandt et sted, hvor jeg kunne være alene – ned ad en lang gang, op ad nogle trapper, væk fra menneskemængden.
På min telefon dukkede en notifikation op fra træningscentret, hvor både Sara og jeg har trænet. Jeg åbnede opslaget, og der stod de ord – at Sara var død. At se det skrevet gjorde det pludselig virkeligt på en helt anden måde. Det var ikke længere bare noget, der var blevet sagt til mig, men noget endegyldigt og uomgængeligt. Jeg kunne ikke flygte fra det.
Jeg behøvede nogen. Jeg ringede til min mor. Hun havde fulgt konkurrencen hjemmefra. For få minutter siden havde hun set mig stå på podiet, fyldt med glæde og stolthed. Nu hørte hun en stemme, der var brudt sammen, tung af sorg og ude af stand til at holde tårerne tilbage. Jeg kunne knap nok få ordene ud. Selvom hun ikke var fysisk til stede, var det en trøst at høre hendes stemme.
Sejren, som jeg havde arbejdet så hårdt for, virkede pludselig ubetydelig, og uden mening. Jeg kunne ikke glæde mig over den. Faktisk havde jeg slet ikke lyst til at tænke på den. Det eneste, der fyldte mine tanker, var ordene Sara er død. De gentog sig.
Midt i min sorg var der en vrede. Vrede over, at Sara var blevet revet væk fra os, uden nogen retfærdighed. Det føltes så meningsløs – så uretfærdigt.
Jeg tvang mig selv til at samle tankerne og vende tilbage til mit hold. På trods af den ødelæggende nyhed, forsøgte jeg at skjule min sorg, Jeg ville ikke ødelægge stemningen for de andre. De havde haft en fantastisk dag, med fantastiske præstationer. Den første kommentar der mødte mig, ”det ligner, du har grædt.” sagde en holdkammerat. Jeg var ved at bryde sammen. Jeg havde lyst til at udbryde “Det er fordi min veninde er død!”. Men i stedet reagerede jeg med et grin. Et skævt, næsten desperat grin. Jeg snakkede udenom. Jeg ville jo ikke ødelægge den gode stemning.
Selvom jeg nu var omgivet af mennesker, føltes det, som om jeg stod helt alene. Min krop var der, men mit sind var et helt andet sted – fanget i en smerte, ingen kunne se. Alligevel tvang jeg et smil frem, nikkede og takkede, hver gang nogen kom over for at lykønske mig. Jeg smilte selv da det gjorde allermest ondt.
I øjeblikket føltes det som det letteste at lade være med at fortælle holdet, hvad der var sket. At sige det højt ville konfrontere mig med sorgen – igen. Det kunne jeg ikke håndtere. Jeg havde nok i min egen sorg.
Det har efterfølgende fået mig til at tænke. Vi ved så lidt om, hvad der virkelig foregår bag facaden. Hvordan har folk det egentlig? Selvom de bærer et let smil, kan der være en dyb sorg under overfladen. Måske er vi alle mere skrøbelige end vi tør vise.
Når jeg kigger tilbage på dagen, fortryder jeg, at jeg ikke sagde noget den dag. Jeg burde have fortalt folk, at jeg havde mistet en veninde. Hvis jeg havde delt min sorg, kunne jeg have trukket mig. Men i stedet tav jeg. Jeg skjulte min smerte og lod som om, alt var i orden.”