Jeg har gemt min vielsesring, fra da jeg var gift med Caspers far. Tanken var, at den skulle Casper have, den dag, han fandt sin udkårne. Det nåede han desværre aldrig.
Derfor har ringen lagt urørt i lang tid, og på et tidspunkt besluttede jeg, at den skulle have et nyt liv. Jeg tog derfor ned til en lokal guldsmed, som fik den smeltet om, så den i dag er et vedhæng i min halskæde.
På den ene side står Caspers navn, hans underskrift fra skødet på hans hus, på den anden side hans fingeraftryk, som bedemanden tog, da han lå i kisten.
Nu er det urørte smykke blevet til et nyt og meget værdsat minde om Casper.
Når jeg bærer smykket, har jeg ham med mig, og det gør mig godt 💙
Jeg elsker ideen om at give nyt liv til noget gammelt. Hvis ikke man selv kan bruge det, er der måske nogle andre der kan. Eller det kan bruges i en ny sammenhæng.