Hvad frister dig, når du er følelsesmæssigt i underskud?

Spiser du sødt og fedt? Drikker du alkohol? Ryger eller damper du? Shopper du? Motionerer du? Spiller du pengespil? Sexer du? Ser du tv?

Og i en grad, som du ikke har lyst til at fortælle andre om?

Det vil være helt normal adfærd. Når vi mangler glædesstoffer i vores krop, så har vi gennem årene tillært os hvad der virker som en ”opkvikker”. Om end vi med vores fornuft ved, at det er en tidsbegrænset feel good følelse, så falder vi ofte i.

Jo dårligere, vi har det psykisk, jo lettere er det typisk at falde i gamle negative vaner.

Når vi er i sorg, kan fristelsen til at genoptage gamle negative vaner være stor.

Der findes et simpelt redskab, som kan hjælpe dig til at forstå hvilken bagvedliggende følelse, der muligvis frister dig, så du kan gøre noget andet.

Metoden hedder HALT.

HALT på engelsk betyder stands, og er en forkortelse for Hungry, Angry, Lonely, Tired.

Øvelsen er, at før du falder for fristelsen af at spise, drikke, ryge, shoppe…osv, spørger du dig selv:

Er jeg inderst inde Hungry (sulten), Angry (irriteret/vred/oprevet/ked), Lonely (alene, ensom, kedsom) eller Tired (træt)?

Hvis dine basale behov ikke er opfyldt og dine følelser ikke respekteret af dig selv, forringes din sunde fornuft. Dine gode intentioner for dig selv bliver ustabile, og du kan ende med at bukke under for fristelsen.

Ved at bruge HALT metoden, er det DIG, og ikke din fristelse, som håndterer dine følelser!

Når du mærker lysten til at falde i, og tankerne kredser sig om hvordan du kan retfærdiggøre over for dig selv liiiiiige at spise, drikke, ryge, købe, se osv…. standser du op og spørger dig selv:

Hungry: ”Hvornår har jeg sidst spist?”. Trænger jeg dybest set til at spise? Så spis.

Angry: ”Er jeg oprevet over noget?”. Gå en tur, tal med nogen eller skriv dine følelser ned.

Lonely: ”Hvem eller hvad savner jeg? Kontakt nogen, udfør en hobby eller kom udenfor.

Tired: ”Har jeg fået nok søvn?”. Måske er jeg inderst inde træt, og trænger til at hvile og sove.

På den måde kan du muligvis finde svaret på hvorfor du pludselig er blevet sårbar, og på afveje.
I tankerne.

Nedenfor vil jeg komme med eksempler på hvad du kan gøre i stedet for din fristelse, når følelsen opstår:

Hungry – sulten

Det kan både være en fysisk eller følelsesmæssig sult.
Hvis vi ikke opfylder kroppens behov for næring, mister vi evnen til at udnytte vores fulde potentiale, og har sværere ved at bearbejde vores følelser.
Det handler ikke bare om at spise, men om at spise godt. Så vidt muligt spise efter Sundhedsstyrelsens anbefalinger, mindre portioner, flere gange om dagen, anrette det pænt og gerne spise sammen med en eller flere, som du holder af.

Angry – irriteret/vred/ked

Vrede er en sund og naturlig følelse. Lightudgaven af vrede er irritation, og nogle gange kommer ked-af-det-hed også ud som vrede.
Det vigtige er at standse op og tage dig tid til at finde ud hvad du er irriteret/vred/ked over, og hvordan du kan reagere hensigtsmæssigt.
Måske er det over en situation, en person, eller dig selv.
Det kan være en lille ting, eller noget tilbagevendende, som frembringer din vrede.
Uanset hvad, handler det om at finde ud af om du kan konfrontere det, der generer dig.
Hvis du ikke umiddelbart kan gøre noget ved problemet, så brug din energi til noget fornuftigt:
syng, mal, skriv, lav noget motion, gør rent, tag dybe vejrtrækninger, slap af.
Vær kreativ.
Sidst, men ikke mindst, er det altid godt at tale med en person, som ikke er involveret i situationen.
Vær konstruktiv, ikke selvdestruktiv.

Lonely – alene/ensom/kedsom

Du kan sagtens føle dig alene eller ensom eller kede dig, selvom du er omgivet af mange mennesker.
Hvis du føler dig alene/ensom/kedsom, stands op, og spørg dig sig hvornår du sidst har taget kontakt til nogen eller gjort noget af det, der gør dig glad.
Deltag i foredrag, ring til nogen, gå en tur med en bekendt, bliv eller få en besøgsven.
Det kan ofte også være en hjælp at komme udenfor eller sætte sig på kaffebar.
Vær kreativ.
Vær sammen med “rigtige” venner og bekendte.
Maden, flasken, smøgen, internettet, butikken osv. er en indbildt ven, og efterlader ofte kun en tomhed efter ”besøget”.

Tired – træt

Træthed tærer på krop og sind.
Hvis vi over længere tid er i søvnunderskud, bliver vi langsomt udmattede, og energiforladte.
Den første tid med sorg er ofte en periode, hvor vi får sovet mindre.
Mærker du, at du føler dig fristet til din craving, så stands op og spørg dig selv, om du i virkeligheden bare er træt.
Lad være med at fylde dig med kunstig energi. Gør noget andet!
Tag en lur midt på dagen, gå tidligt i seng, prioriter at holde pauser i løbet af dagen, hvor du fx spiser, lytter til musik, går en tur, taler med en ven eller blot tager nogle dybe vejrtrækninger.
Det giver overskud, og mindre træthed.

Vær ikke bekymret for dine tanker omkring din fristelse! Det er handlingen, du skal undgå.