I går var en af de dage, hvor jeg flere gange i løbet af dagen følte mig presset på følelserne. En indvendig uro, som blev ved med at være der, selvom jeg forsøgte at få den til at passere:
Jeg spiste en bolle
Jeg drak en kop te
Jeg så lidt tv
Jeg rørte en dej sammen til flutes
Jeg skrællede gulerødder
Jeg ryddede op
Jeg skrev til en veninde
Jeg kiggede på Facebook
Intet af det, som tidligere plejer at virke for mig, fjernede uroen.
Så tog jeg løbetøj på, puttede up-beat musik i ørerne og løb afsted.
De første kilometer var tunge, og efterhånden som kroppen blev varm og jeg kom op i skoven, hvor jeg var alene, pressede kroppen indefra. Jeg løb, begyndte at græde og sammen med min vejrtrækning, kom der lyde ud af min mund.
De kom indefra som dybe suk, og de kom ud i stød hver gang jeg havde taget nogle skridt.
Da jeg ikke vant til at ”larme” med mine følelser, hverken når jeg bliver vred, græder, griner eller har ondt, var det uvant og grænseoverskridende at høre mig selv.
Jeg kunne dog mærke at det hjalp, så jeg fortsatte med lydene, som havde forskellig intensitet og længde, indtil det føltes naturligt at stoppe.
Der gik kun nogle minutter, og effekten var enorm!
Jeg følte en forløsning på min uro, som nok handlede om at min sorg ikke kunne finde hvile før jeg gav den plads med tårer, dybe vejrtrækninger og lyd på udåndingen.
Hvordan håndterer du uro i kroppen?