Det har været en af de nætter, hvor jeg ikke kan få drømmen rystet af mig. Jeg har drømt om min døde datter, og alligevel ikke, for det var ikke hende. Jeg så hende i drømmen sammen med hendes lillesøster. Genkendte hende på afstand, fordi hun havde de sorte bukser på med en blå stribe, staturen passede og jeg skyndte mig hende i møde, for at opdage at det ikke var hende, men ”bare” en veninde.
Den skuffelse vågnede jeg med kl. 5, og lå længe for at forsøge at komme ud af skuffelsen og den medfølgende ked af det hed. Nattens fangarme havde fat i mig. Min mand sov ved siden af mig, og jeg lod ham sove. Stod op og løb en tur. Kom tilbage. Skuffelsen sad stadig fast. Jeg tog mit løbetøj af, lagde mig ind til min mand, og fortalte ham om min drøm. Så kom tårerne.
Nattens fangarme blev afløst af min mands arme, og det hjalp.
I nu´et.
Jeg følte mig forløst indtil jeg blev mødt af min egen indre kritiker:
Hvor meget skal jeg involvere min mand i mine tanker og følelser? Hvad kan jeg tillade mig? Hvornår bliver han træt af mig? Er det fjollet at dele en drøm?
Tilbagevendende spørgsmål.
Der er gået 17 måneder siden min datter døde, og det kan godt være, at jeg taler mindre om mine følelser, men jeg synes ikke at det er blevet lettere inderst inde. Og slet ikke ovenpå en drøm fyldt med skuffelse og sorg.
Kender du til lignende situationer? Hvordan håndterer du dem?