Det gør mig godt at kigge forbi ved gravstedet, og rykke en blomst, flytte en sten, bytte rundt på nogle ting, og se på de personlige hilsner, der er her.
Ved gravstedet er der stille og samtidig støj – fra mit indre, der larmer på sin egen måde.
Ved gravstedet gør det godt at sidde og samtidig gør det ondt – følelsen af nærhed og afstand på samme tid.
Ved gravstedet sidder jeg stille mens mit indre er en orkan – i bevidstheden om at drømmen om mit barns fremtid er slukket.
Slukket som hendes liv på bare ET sekund.
ET sekund og EN besked kan ændre alt!
ALT!
På godt og ondt.
Ligesom dengang da jeg fik beskeden om at jeg var gravid. En lys dag i 1998. Jeg følte lykke (og frygt, panik og usikkerhed).
Fra det ene sekund til det næste var jeg Mor, for der var puls i min livmoder.
Min krop blomstrede op og der kom lys i mit sind.
Modsat med beskeden en mørk dag i 2022. Jeg følte ulykke (og frygt, panik og usikkerhed).
Fra det ene sekund til det næste var jeg stadig Mor, nu til et barn uden puls.
Min livmoder trak sig i dagene efter fysisk så meget sammen, at min mave sugede sig ind mod rygsøjlen. Mon kroppen instinktivt vidste at ‘rækkefølgen’ var forkert?
Hvordan reagerede din krop?